Skriftstørrelse: A A A A

Kommentarer i weblog:

Venner der blogger

De seneste overskrifter fra deres weblogs...

Kontakt

ROCKLAND
ved Stig Nygaard

- ikke kun om musik

Baden Baden lå i kælderen på hjørnet af Studiestræde og Larsbjørnsstræde i København og var en pladeforretning hvis "rock-department" var mit ynglings hangout at ose efter ny og spændende musik til min samling i. Den gamle butik er nu lukket, og ejerne har i stedet åbnet The Other Music som ny pladeforretning med et lidt andet koncept, og lidt mere fornemt placeret i Kronprinsensgade. The Other Music har mindre udvalg end Baden Baden havde, og er i højere grad fokuseret på nyheder samt deres nye webshop.

The Other Music på Kronprinsensgade er god pladeforretning selvom jeg nok savner Baden Badens større udvalg. Webshoppen, derimod, har muligvis et interessant udvalg, men implementeringen er katastrofal! Sitet er lavet i Flash, og så bør man allerede blive lidt skeptisk. Teoretisk set skulle man vel godt kunne lave et godt ecommerce site i Flash, men kender du et?

På et shoppingsite er det mere vigtigt end noget andet sted, at det er en fornøjelse at navigere rundt. Det skal være let og det skal gå hurtigt. Typisk for Flash-sites skal man på theothermusic.com se på en "splash" skærm tælle procenter lidt for langtsomt op mens forsiden læses ind. På forsiden er der lige godt og vel blevet plads til én CD til impulskøberne. Joe, du kan da scrolle ned og se flere "forsidetilbud", men det er Flash-styret scroll og den rykker forholdsvis langsomt men alligevel i irriterende store hak. Der er ikke mulighed for at bladre ned sidevis med museklik (medmindre du kan gætte præcis hvor på scrollbaren man skal klikke for at bladre én side ned), eller at bruge scroll-knappen på musen til at styre hastigheden med. Og du kan kun se 1-2 CD'ere af gangen. Skriften virker også lille og uklar og er svær at læse. Den får de altså ikke mange impulskøb på. Det er ikke meget bedre at søge på sin yndlingskunstner, hvis det er en produktiv en. Du får listen af vedkommendes udgivelser til salg på samme svært overskuelige måde.

Jeg har ikke prøvet rent faktisk at købe noget endnu, så den del kan jeg ikke udtale mig om. Men det undrer mig indtil videre at de har valgt at lave sitet i Flash, for jeg kan ikke rigtig se at sitet udnytter noget i Flash som ikke kunne være lavet langt lettere, hurtigere og mere brugervenligt med almindelige standard webteknikker. Nu har de fået et svært tilgængeligt site for både online brugerne, OG for søgerobotterne. Det sidste skal de også nok tabe nogle kunder på. Synd, for jeg vil så gerne ønske dem alt mulig held og lykke. De har det bedste musik - for det meste da i hvert fald.

Update 6/2 2004: Jeg opdagede lige at sitet faktisk udnytter browservinduet størrelse fuldt ud i Internet Explorer. Så jeg tog lige et kig på deres html-kode, modificerede det så det også udnytter pladsen fuldt ud i Mozilla, og sendte dem den modificerede kode. Håber at de vil bruge det. Selvom 2-3 CD'ere af gangen stadigvæk ikke giver et stort overblik, så er det da bedre end én CD. Deres email nyhedsbrev kan iøvrigt heller ikke anbefales medmindre man har tid og energi til at kæmpe sig igennem flere 100 Kbytes store lister af pladeudgivelser.

Link:
TheOtherMusic.com

Min personlige weblog du sidder og læser er bestemt ikke verdens mest besøgte weblog (jeg er beskeden af natur, så jeg indrømmer det nødtvungent;-)). Men det er alligevel sjovt som "de rigtige" kan finde vej forbi og læser de ting man skriver på nettet. For et stykke tid siden skrev jeg om en spam-mail som jeg mistænkte skyldtes at edbpriser.dk havde givet min email-adresse væk uden min tilladelse. Et par måneder senere kommenterede teknisk chef på edbpriser.dk, Jack Juul, mit indlæg i en kommentar dertil. For knap to måneder siden skrev jeg så en kommentar til det på det tidspunkt helt nylancerede design på Jubii, og sørme om en af Jubii-grundlæggerne, Martin Thorborg, ikke var forbi forleden og skrive et par linier som kommentar til mit indlæg. Måske har Jack og Martin hørt om mine indlæg fra en kollega der tilfældigvis har været forbi mit site. Jeg har i hvert fald svært ved at tro at alle "referrer links" i webservernes logs bliver manuelt tjekket hos sites i denne størrelse. Men pointen må i hvert fald være noget i retning af: Don't underestimate the power of the World Wide Web. Måske skulle man prøve at kommentere Bush's krig i Irak, og se hvem der så kommenterer indlægget om et par måneder :-)

Links:
Tidligere indlæg om spam og edbpriser.dk, tidligere indlæg om bl.a. Jubii's nye design, Martin Thorborgs egen hjemmeside.

Det er jo nok ikke undgået mange browser-interesseredes opmærksomhed at AOL har fyret en stor del af Netscape udviklerne og ikke regner med at frigive nye versioner af browseren udover måske "minor upgrades". Dette kommer ironisk nok kun kort tid efter at Microsoft annoncerede at de heller ikke vil udgive flere stand-alone udgaver af Internet Explorer. Fremover kan man kun opgradere sin Microsoft browser ved at opgradere sit Microsoft styresystem. Man kunne jo tro at Microsoft's beslutning kunne have åbnet op for Netscapes chance for at generobre markedsandele, men AOL havde altså ikke den samme tro. AOL har dog samtidig doneret 2 millioner dollars til den nye Mozilla Foundation der fremover står for udviklingen af Mozilla, der jo er den "open source" browser og teknologi de seneste Netscape-versioner har bygget på. Så de siger da pænt farvel hvis de har tænkt sig helt at droppe browser-branchen på sigt. På den anden side kan de jo også hurtig gå ind i branchen igen hvis de vil, når der er et projekt som Mozilla man kan bygge en kommerciel browser ovenpå uden videre.

Er det så noget at være ked af at Netscape nu tilsyneladende er død? Som Mozilla-bruger de sidste par år er det naturligvis ingen katastrofe sålænge det ikke får negative konsekvenser for denne browser. Mozilla er milevidt foran Internet Explorer i dag, og den er ikke proppet med al Netscapes kommercielle AOL-fyld. Det er også mit indtryk at der generelt er flere Mozilla end Netscape 6/7 brugere. Alligevel er det lidt trist, fordi Netscape er et meget mere kendt varemærke udenfor "nørd-kredsene", og måske kunne være et lettere varemærke at markedsføre end et nyt og "ukendt" når der skal erobres markedsandele blandt almindelige ikke teknisk interesserede brugere. På den anden side mener jeg jo også at Netscape version 4.x måske har skadet Netscape-navnet så meget at det ikke er sikkert at varemærket er et kvalitetsstempel i manges ører alligevel.

Grundet AOL's store sponsorering af Mozilla-projektet har Mozilla aldrig rigtig været målrettet mod slutbrugere, fordi AOL selv havde Netscape-browseren baseret derpå. Det vil nu tilsyneladende ændre sig med lanceringen af den nye Mozilla Foundation. Det vil stadig være mulig at tage Mozilla-browseren og dens teknologier og bygge sin egen kommercielle browser derpå, men Mozilla Foundation vil nu også selv satse direkte på at slutbrugere kommer til at bruge Mozilla-browseren.

Der er masser af misforståelser omkring AOL, Netscape og Mozilla når man læser om de seneste dages begivenheder på internettets nyhedssites. Vælg dine kilder med omhu hvis du vil vide mere.

Links:
Mozilla Foundation, Mozilla Foundation Announcement, Mozillazine gør status dagen efter Netscape fik sin dødsdom, Mozilla relaterede weblogs

En ting er da sikkert. De spilder ikke pengene på profesionelle dyre webdesignere.

Opdateret 3. okt. 2003: Jeg har ikke ændret min mening om hjemmesiden, som jeg stadig synes er grim og fylder flere megabytes at læse ind (Prøv at tage tid på en tom browser-cache). Til gengæld har jeg nu fjernet tidligere referencer til presseomtaler fra dette indlæg, da jeg efter en sober snak med indehaveren har fået indtryk af en ærlig ejer som har bragt de uheldige forhold på plads igen, og ønsker at køre en seriøs forretning.

Opdateret 23. marts 2004: Jeg er blevet kontaktet af en tidligere kunde der siger at han fortsat har penge til gode, og ikke ønsker at andre skal miste penge og ferierejser. Tja, Horia Bucurica lød ellers meget overbevisende i telefonen da han i sin tid kontaktede mig angående mit indlæg, men det skal man måske passe på med at drage alt for klare konklusioner af. Der er i hvert fald modstridende påstande...

Opdateret 12. marts 2005: Forretningen er tilsyneladende lukket. I hvert fald er hjemmesiden der ikke mere.

Link:
Balkan Tours

Jeg trænger lige til at hælde lidt vand ud af ørene, og dele mine ærgelser med de to-tre læsere der måtte komme forbi uden straks at klikke sig videre. Og i øvrigt kommer jeg også med for få personlige indlæg i denne blog generelt, så...

Jeg har i et stykke tid kigget efter at købe lejlighed for langt om længe at få mit eget. Og endelig fandt jeg den helt rigtige, troede jeg. Ok, den var ikke i helt så god stand som jeg helst havde set den, men den havde ellers alle de ting jeg var gået efter. Lys 2-værelses, meget tæt på gode transportmuligheder (metro'en bl.a.) og stor "handelsgade" med masser af liv samt et indkøbscenter. Rimelig hyggeligt beliggende allerøverst oppe i en nyistandsat ejendom på 4. sal. Fri udsigt over byens tage, og ikke rigtig nogen overfor der kan kigge ind til en. En stor stue hvor jeg kan få plads til det hele (incl. rigtigt HIFI'sk placeret gulvhøjtallere, computerbord, spisebord og hjørne med både sofa, bord og lænestol), toilet hvor man ikke står og bruser samme sted man børster sine tænder eller går på toilettet og endda med vindue i til at lukke fugten ud. Og så ikke mindst den syd-sydvest vendte altan, der har sol på fra midt på formiddagen og stort set resten af dagen ud. Og så var lejligheden faktisk ikke dyrere end jeg havde råd til også at bruge nogle penge på at sætte den lidt i stand. Man finder ikke mange 2-værelses lejligheder i København med alle disse karistika, så der var egentlig slet ingen grund til at tøve...

Så var det bare lige at jeg opdagede at værtshuset i stuen havde åbent til klokken 3 om natten på hverdage og endnu senere i weekenden. Så tøvede jeg lidt og prøvede at presse prisen så den var lidt lettere at sluge. Mon det ville forstyrre min søvn? Tøvede lidt igen. Og netop som jeg indså at jeg måtte have den lejlighed var den selvfølgelig solgt til anden side :-(

Efter at have set mange lejligheder siden er jeg kommet frem til at jeg nok ikke finder noget lignende igen, som jeg er i stand til at betale. Og det har jeg nu gået og ærgret mig over i flere uger nu. Æv, det var et røverkøb - trods natværtshuset.

Man bør ikke græde over spildt mælk, men det kan sgu være svært nogle gange...

Roskilde Festival 2003

 01-07-2003 16:13

En hurtig gennemgang af de musikalske højdepunkter ved årets festival, var set med mine øjne:

Sigur Rós, fredag 23:30 på Arena
Fantastisk. Har set dem 2 gange før. Første gang på Roskilde for 3(?) år siden hvor de gav en fremragende koncert, siden en middelgod som opvarmning for Radiohead i et telt i Valby, og så i fredags på grøn sce... øhh på Arena, som var mindst ligeså god som første koncert. Hvis man kender Sigur Rós, kan man måske forestille sig hvor stor, smuk og til tider meget voldsom oplevelse koncerten var. Hvis ikke man kender dem, og ellers har et åbent sind for nye indtryk, er du gået glip af noget stort.

Mikael Simpson, fredag 02:30 på Pavilion
Var egentlig total smadret og på vej i seng efter Coldplay havde spillet på Orange. Men gudskelov besluttede jeg så lige at tage en Mexikansk kaffe (kaffe med bl.a. Tequila og Kahlua) at vågne på og få lidt varme af, og satte så kursen mod Pavilion hvor det tidligere Luksus medlem netop havde startet sit sæt. Det fortrød jeg ikke. Ikke alene fik vi et fremragende sæt musikalsk sæt (ikke overraskende, da hans album virkelig er noget lidt for sig selv), men det viste sig også at Mikael Simpson er lidt af en entertainer med en god sort humor. Allerede understreget da jeg trådte ind i teltet og så den totalt malplacerede stramt velklædte forretningsmand i jakkesæt vakle tilsyneladende en smule skæv rundt på scenen, jo det var Mikael Simpson.

Daniel Johnston, lørdag 20:30 på Pavilion
En sær men stor oplevelse. Den 42-årige hjemmeboende maniodepressive og overvægtige amerikaner har 20 albums bag sig. Han optrådte solo på scenen på skiftevis akustisk guitar og keyboard. Det skal straks siges at han ikke er en stor musiker teknisk set og synge kan han egentlig heller ikke rigtig, men hans tekster og melodier var så spøjse og charmerende at man bare måtte overgive sig betingelsesløst. Måske også en anelse i sympati. Det var et proppet og begejstret telt der gav ham al den støtte og opbakning der kunne gives. Verdens største gruppeterapi?

Massive Attack, søndag 20:30 på Arena
Sidst jeg så dem live har også været i Roskilde for lang tid siden. Dengang var jeg skuffet over en i mine ører usammenhængende rodet koncert hvor gruppen tilsyneladende mere ville spille op til vild fest, end stene og skabe stemning til de mørke sløve rytmer. I år gav de så den koncert jeg ønskede mig, støttet af simpel men effektfuld computergrafik og tekst på baglærredet lidt i stil med gamle science fiction film og din første hjemmecomputer, og til tider med små politiske budskaber der skabte stor jubel.

Björk, søndag 22:00 på Orange
Koncertoplevelserne i de små mere intime telte overgår som regel langt dem på festivalens store orange scene. Og koncerterne der lukker og slukker på Orange scene er dertil som regel tilpasset det brede publikum, godt fyldt med alle kunstnerens klassiske hits. Men det var ikke den brede pensel der var fremme da Björk afsluttede på Orange med en kompromisløs koncert der lagde vægt på de musikalske udforskninger fra hendes sidste 2 plader. Dvs. dels med de små knitrende rytmer som de kendes fra Vespertine, dels med de støjende og voldsomme som dominerer på Homogenic. Björk, bare støttet af strygere, harper, et par electronica troldmænd (Matmos?) samt fyrværkeri nøje afstemt til musikkens rytmer, gav sine fans en fantastisk oplevelse laaangt ud over det sædvanlige. En koncert der understregede at Björk ikke har toppet endnu, men fortsat er en kreativ vulkan som udforsker nye grænser for musikalske udtryk, ikke mindst også på baggrund af de smagsprøver vi fik på helt nye numre fra et kommende album. Tilbage står så selvfølgelig spørgsmålet om hvor meget en almindelig festivalgæst som ikke tilhører kredsen af Björk-fans fik ud af koncerten, og mest kom for at høre de kendte klassiske hits? Jeg aner det ikke, men for mig blev festivalens finale også festivalens musikalske højdepunkt!

Andre ting jeg så mere end få minutter af, var Baby Woodrose, FC Kahuna, Dave Gahan, Moi Caprice, Doves, Kashmir, Raveonettes, Coldplay, Lise Westzynthius, Blur, The Cardigans, Frost, The Datsuns og Queens of the Stone Age. Nogle var tæt på at kom med i listen af højdepunkter, andre koncerter var mere mere så-så.

Det betød så iøvrigt også at jeg desværre gik glip af bl.a. Kitty Wu, Beth Gibbons & Rustin' Man samt Mew. Tre navne jeg egentlig meget gerne ville have set. Kitty Wu nåede jeg bare ikke, Beth Gibbons var jeg lige forbi, men det var slet ikke den slags musik jeg havde lyst til lige på det tidspunkt. Mew blev ofret til fordel for søvn, da jeg trods alt næsten lige havde set dem i Vega, og ikke regnede med at deres fremragende, men noget gennem-koregraferede show ville give plads til mange nye overraskelser siden sidst.

Alt i alt en fremragende festival i det gode vejr.

Links:
Roskilde Festival, Flere anmeldelser i dk.kultur.musik del 1, Flere anmeldelser i dk.kultur.musik del 2, 58 Roskilde-anmeldelser på Gaffa

Det er mig meget på sinde, og en udsøgt fornøjelse, at meddele at Lyngby Boldklub i dag reelt sikrede oprykning til 2. division. Med to runder tilbage har de nu 6 point og 18 måls forspring til nummer to i Danmarksseriens kreds 1. Så det skal da gå meget galt hvis ikke...

Links:
Lyngby Boldklub, Bluevikings debatforum, Danmarksserien kreds 1

AOL og Microsoft har indgået et forlig i den sag hvor AOL beskyldte Microsoft for at udnytte deres monopol til at tvinge Netscape ud af browsermarkedet. Forliget indebærer så vidt man hører at Microsoft betaler AOL en erstatning, men med i aftalen er også en 7-årig kontrakt om at AOL skal bruge Internet Explorer teknologi i deres American Online browsere. Et sted hvor AOL ellers på det seneste har eksperimenteret med gecko i deres beta-versioner. America Online er meget stor i USA, og et skift til gecko-teknologi i AOL-browseren ville på en gang øge gecko-teknologiens (Mozillas) andel af browsermarkedet ganske betydeligt i USA. Men dette ser nu altså ikke ud til at ske. En bieffekt af dette, er at man kan tvivle på hvor mange ressourcer AOL vil lægge i Netscape fremover. Nu er der vist ikke så mange Netscape-folk der arbejder på Mozilla-projektet mere som der var engang, og udfra mine browserestatistikker ser det også ud til at være et fåtal af gecko-browserne i brug som er Netscape-versioner. Men en hvis symbolsk værdi vil det uundværligt have vis AOL dropper Netscape-browseren.

Næsten samtidig har Microsoft meddelt at Internet Explorer version 6 er den sidste "stand alone" browser fra dem. Så fremover vil folk kun opdatere deres browserteknologi i forbindelse med opgradering af deres styresystem. Det vil formodentlig betyde at der skal tages hensyn til mange forskellige og ofte ret gamle Microsoft browser versioner i fremtiden, da folk generelt er langsommere til at opgradere styresystem end browser. I det mindste har Internet Explorer 6 bedre understøttelse af standarder end tidligere udgaver, så som mindste fællesnævner kunne det være værre, men meget kunne nu forbedres i forhold til f.eks. de gecko-baserede browsere. Dog kunne man også forestille sig at det ville få flere til at udskifte Internet Explorer med f.eks. Mozilla eller Opera?

Jubii har lanceret deres site i et nyt design. Tidligere har Jubii som udgangspunkt kun designet deres sider for Internet Explorer (de grundlæggende ting virkede selvfølgelig stadig i andre browsere, men visse specielle services gjorde ikke altid). Men nu har de lanceret et nyt design som de selv fremhæver baserer sig på W3C standarder, og dermed vil have meget breddere browser support. Implementationen er også af den moderne tabel-fri type, og sådan et design burde browsere kunne bygge hurtigere op end de gammeldags tabel-styrede. Men Jubii er i det nye design stadig ret langsom. På min 256Kbit/s ADSL forbindelse tager det omkring et halvt minut at hente forsiden helt ind på en tom cache. Modem-brugere, som er langt den overtallige del af danske surfere, må føle sig frustrerede og lidt til grin. Er Jubii ikke bange for at skræmme brugerne væk på den måde? Der må være potentialle for nogle voldsomme optimeringer, for jeg kan ikke rigtig se at indholdet skulle kræve at det tager så lang tid. Selve designet er af den moderne "Apple Aqua" inspirerede type, og virker lidt fersk og kedelig på mig. Yderligere er Jubii's katalog blevet gemt godt af vejen. Jeg ved ikke hvordan den typiske bruger på Jubii er i dag, men for mig er Jubii stadig lig deres katalog, og faktisk ikke rigtig andet. Men interessant når Jubii udmelder deres support for W3C standarderne på den måde. Det betyder lidt i Danmark når lige netop Jubii siger den slags. At jeg så ikke finder alt omkring det nye design og implementation helt heldigt er så en anden sag.

Jeg har iøvrigt netop læst en interessant bog om web-performance som Jubii utvivlsomt kunne lære en del af, men den tror jeg at jeg vil skrive lidt om en anden dag...

Link:
Jubii

For et stykke tid siden stødte jeg på siderne "Daily CSS Fun" og "css Zen Garden". Det er to sider som på imponerende vis demonstrerer hvor fleksibelt en webside kan konstrueres hvis man holder indhold og design totalt adskilt i hhv. (x)HTML og CSS. Begge disse sider viser hvordan man med skift af stylesheet fuldkommen kan skifte en sides design uden at ændre så meget som et eneste lille tegn i HTML-koden. På "Daily CSS Fun" er der 19 forskellige design (stylesheets) at vælge imellem, og i "css Zen Garden" er der endnu flere... Og langt de fleste designs er faktisk ganske pæne, og ofte meget forskellige!

Nu er jeg stødt på en side som fører idéen endnu længere ud. StrangeBanana har lavet en side med tilfældigt genereret design hver gang man genindlæser den. Det er selvfølgelig langtfra lige pænt alt hvad der genereres, men fascinerende er det nu. Og ind imellem er det faktisk også et stykke rimelig pænt design den kommer ud med.

For at kunne lave sådan noget kræves en god kode-disciplin. Det er vigtigt at holde design helt ude af sin html-kode. F.eks. er tabeller til at styre design med bandlyst, og den hurtige quick-n-dirty konstruerede hjemmeside (som nuværende rockland var i starten) kræver en del oprydning i koden først. Jeg er så småt i gang med denne oprydning når jeg har lidt tid til at "nusse med koden". Jeg er langt fra færdig endnu, men har dog fået ryddet så meget op at jeg kan ændre skriftstørrelse på hele siden udelukkende ved at ændre en enkelt værdi i mine styledefinitioner. Det har jeg udnyttet til den dynamiske "skriftstørrelses vælger" der ligger øverst til højre på siderne. Nu er jeg ikke den store designer, og der bliver aldrig 17 superlækre designs at vælge imellem her på Rockland, men hvis jeg bare kan konstruere det så der er et par rimelig forskellige designs at vælge imellem er jeg godt tilfreds. Det vil være et kvalitetsstempel på min webkodning:-)

Når vi nu snakker oprydning, så har jeg i øvrigt også lidt gang i oprydning af min "ASP backend", og som synlig resultat af denne har man i Mozilla 1.1+ og Opera 7+ nu adgang til en "site navigation bar" hvor man kan bladre frem og tilbage i bloggens indlæg, direkte til første og sidste indlæg, til indeks og til forside (i Mozilla skal "Site Navigation Bar" først slås til i View -> Show/hide -> Site Navigation Bar). Disse "meta-links" er så vidt jeg husker en del af HTML-standarden helt siden HTML version 2, men er desværre aldrig blevet understøttet af Internet Explorer.

Links:
Daily CSS Fun, css Zen Garden, StrangeBanana: Computer-generated webpage design, HTML Meta Link types @ W3C's Basic HTML data types (se også).

Jeg er ret fascineret af de grafiske kollager mange kan lave på computeren. Jeg ville ønske jeg kunne lave dem ligeså flot og tjekket selv, som man kan finde dem rundt omkring på nettet. Man kan vel altid tage et kursus i Photoshop eller læse nogle bøger derom for at lære teknikkerne, men kan man også tage et kursus i at være kreativ? :-/ Mit mest vellykkede grafiske eksperiment indtil videre er nok hånden jeg pt. bruger som logo på rockland, men det er jo vand (og en smule irriterende at se på)...

Seneste site jeg er stødt på i genren der præsenterer grafiske kollager er B-man Artworks, som er Bjorgvin Gudmundssons hjemmeside. Jeg er specielt fascineret af "battle arena" hvor B-man og andre grafikere på skift arbejder videre med et billede.

Links:
B-man Artworks

<<< | Forside | Indeks | >>>