Skriftstørrelse: A A A A

Kommentarer i weblog:

Venner der blogger

De seneste overskrifter fra deres weblogs...

Kontakt

ROCKLAND
ved Stig Nygaard

- ikke kun om musik

Et lille lynhurtigt eksperiment med Google Maps API og mit Flickr RSS feed med 20 seneste geotaggede billeder uploadet i mit galleri. Det tog ikke mange minutter at lave denne lille applikation, da det bare var at tilrette et af de små simple eksempler der kan findes hos Google som eksempler på brug af Google Maps API'et.

I skrivende stund er de seneste uploads i mit galleri, og dermed indholdet af det brugte RSS feed, alle billeder fra en ferie i Mozambique (som jeg er i gang med at uploade). Så det hjælper ikke at zoom'e ind på Danmark eller andre områder for at finde billeder derfra. Så skulle jeg arbejde videre på "applikationen" ville første skridt selvfølgelig være at bruge Flickr's API til at hente flere geotaggede billeder, så der er adgang til alle billeder jeg har geotagget. Nu må vi se. Måske, måske ikke... Jeg har så mange idéer i mit hoved jeg godt kunne tænke mig at implementere, men aldrig finder tid til... :-/

Men netop omkring Mozambique og geotagging på Flickr, så er det ikke muligt at komme særlig langt ned i detaljer på Flickr Map i dette område af verdenen, da Yahoo Maps (som Flickr bruger) ikke er særlig detaljeret her. Google Maps derimod er langt mere detaljeret i området, så det kunne være et godt argument for at jeg skal tage mig sammen til at arbejde lidt videre med ovenstående lille forsøg. F.eks. kan man med Google Maps tage et ret tæt kig på Fort of Sao Sebastiao på den nordøstlige spids af øen Ilha do Moçambique (Island of Mozambique). Desværre er de billeder jeg har uploadet af fortet allerede gledet ud af seneste 20 uploads der ligger i det RSS feed som applikationen konsumerer...

Jeg har i øvrigt ikke nogen GPS tracker (endnu?), så alle billeder er manuelt geotagget efterfølgende så godt jeg nu kunne (med forbehold for større eller mindre afvigelser fra reel position, osv.)

Post Danmark Rundt 2008

 06-08-2008 20:48

[Foto: Post Danmark Rundt 2008]

Den sidste etape af Post Danmark Rundt på Frederiksberg forleden var en oplagt lejlighed til at lege lidt med action fotografering. Faktisk noget jeg har tænkt på at gøre de sidste mange år når der har været Danmark Rundt, men først endelig i år fik taget mig sammen til. Og jeg fik så specielt leget lidt med panorering samt bevægelsesslør kombineret med flash, og synes egentlig at der kom nogle rimelig gode billeder ud af det selvom jeg måske bør tynde lidt ud i sættet (det får jeg sikkert aldrig gjort)...

Seansen var i øvrigt også et eksempel på at jeg godt kan være hurtig til at publicere mine billeder når det skal være. For efter etapen udvalgte, ordnede og uploade jeg nemlig for en gangs skyld billeder til mit galleri samme aften. At det så har taget mig 3 dage at få postet dette planlagte indlæg på Rockland, er så en anden sag...

Men cykelløbet var ganske sjovt at fotografere, og jeg glæder mig allerede lidt til at lege videre til næste års etape på Frederiksberg. Bare irriterende at der går 5-10 min. imellem hver gang rytterne passerer dér hvor man står. Og dét specielt når man leger med flash som ikke er hurtig nok til at genoplade til at man kan nå mere end ét skud hver gang en gruppe ryttere passerer...

Våde øjeblikke fra Island

 23-07-2008 20:41

Okay, det kom måske til at lyde lidt lummert, men det er det nu altså ikke:-) Overskriften dækker såmænd bare over et par serier af billeder taget med mit kompaktkamera i undervandshus. Jeg var ikke ude at dykke på ferie i Island, men fandt to andre lejligheder til at bruge det medbragte undervandshus. Første gang til et aftenbad i Myvatn Nature Baths, som er et geotermisk udendørs bad ved Myvatn i det nordlige Island (samme slags bad som den lidt mere kendte Blue Lagoon nær Reykjavik), og dernæst på White Water Rafting på Austari-Jökulsá floden (East Glacial River) ca. 100 km længere mod vest.

Myvatn Nature Bath

Det varme vand fra undergrunden er fyldt med mineraler, silikater og geotermiske mikroorganismer(?). Det skulle efter sigende være rigtig godt for huden, men en flot blå farve har det i hvert fald også.

[img] [img]

Alt efter hvor man bevægede sig hen i badet gik temperaturen fra behagelig varmt til brændende varmt.

[img] [img] [img] [img]

White water rafting

Iført tørdragter var vi på en ca. 16 km lang tur. Vandet i floden er gletscher smeltevand og er iskoldt.

Det sværeste sted på vores rafting tur var klassificeret som 4+ (ifølge vores guides). Jeg har nu ikke personlige erfaringer at relatere dét til, da det var min første rafting. Vores båd kom som den første igennem i fin stil på det sværeste stykke, og vi kunne så gå på land og iagttage de efterfølgende. Den anden båd kommer også fint igennem, men besætningen på tredie og sidste båd måtte en tur i vandet...

[img] [img] [img] [img] [img] [img] [img] [img] [img] [img]

Men det var bare tyskere i den sidste båd, så skidt med dem;-) (og da der var EM fodbold finale senere på dagen kunne de ligeså godt vænne sig til det med at blive dukket...).

Billeder følger selvfølgelig senere i større versioner i mit galleri. Men som det efterhånden er blevet en vane at påpege, så går der nok lidt tid...

Hvordan får man en Facebook profil med liv på hvis man ikke gider at opdatere den? Man udnytter muligheder for at integrere med og importere indhold fra andre sites! Det er et emne jeg tidligere har beskæftiget mig med her, specielt omkring import af indlæg her fra min hjemmeside/blog (via RSS) og integration til mit fotogalleri på Flickr. Og i dén forbindelse virker de tidligere omtalte Facebook applikationer Simply RSS og Flickr Loves You ganske godt. Specielt den sidste er faktisk ved at udvikle sig til en lille stjerne efter min mening. Simply RSS skal dog til gengæld en gang i mellem have et "spark i røven" for at opdatere, da den automatiske opdatering virker noget ustabil (men gå ind og opdater applikationens Preferences, så plejer den at være fikset).

Men de to applikationer mangler begge én feature du måske savner, muligheden for at opdatere Facebook News Feed og Mini-Feed! Med hensyn til RSS, så kan det sættes op med den Notes applikation der default er installeret i de fleste Facebook profiler, men Facebook har faktisk også for nogle få måneder siden introduceret en standard feature for import af updates fra andre tredieparts sites, som jeg tror at det er de færreste Facebook brugere der har opdaget. Og når jeg nu tidligere har beskæftiget mig med emnet må jeg jo hellere følge det op...

På din Facebook profil lige over dit Mini-Feed sidder et link der hedder "Import". Klik på det, og du præsenteres for en dialog noget lignende følgende:

[Image: Facebook Import dialog]

I mit tilfælde har jeg sat det op så der importeres fra min blog via RSS (Dette er reelt det samme som at konfigurere import-settings i Facebooks Notes applikation), samt mine Flickr og YouTube konti. Og som det ses er der en række andre sites der kan importeres fra. Også f.eks. Last.fm, som jeg dog selv - indtil videre i hvert fald - har ønsket at udelade i denne sammenhæng selvom jeg også er rimelig stor bruger af dét site.

Når jeg nu opretter nye indlæg på min blog, uploader nye billeder i mit galleri eller markerer en ny video som en favorit på YouTube, så skrives der til mit Facebook Mini-Feed:

[Image: Facebook Mini-Feed]

Men selvfølgelig, husk altid lige at overveje om hvor meget du vil fortælle om dig selv. Og om det altid tåler dagens lys hvad du f.eks. favoriserer på YouTube. Og måske kan man også lige overveje hvad der måske i det hele taget kan være interessant for andre at følge med i...

Update sept. 08: Det nye Facebook

Well, der gik jo ikke lang tid fra jeg skrev ovenstående til at min lille guide blev en smule forældet med det nye Facebook design. Men ovenstående muligheder er der selvfølgelig stadigvæk.

Lige over din Wall (eller "mini feed" i den gamle terminologi) sidder det Facebook kalder "The Publisher". Og der kan du finde en import-dialog hvorfra du har mulighed for at angive de eksterne sites og feeds du vil importere fra:

[Facebook import illustration]

Bemærk også at du kan definere de oprettede/importerede "Flickr entries" i din wall skal være "one-line"'s eller "Short": Click "Edit" til højre for de importerede entries og vælg "Short" hvis billederne ikke vises pr. default.

Hello there...

 10-07-2008 00:09

[Foto: Hest i Thorshavn]

Okay at tage et hestebillede på denne måde med vidvinkel objektiv er næsten en kliché, men det er nu meget fedt alligevel:-)

Billedet er i øvrigt fra Thorshavn på Færøerne og ét af mange billeder fra en nylig fantastisk tur til Færøerne og Island. Ikke at billedet ikke kunne være taget hvor som helst i verdenen. Måske jeg følger op med et indlæg senere med flere billeder der mere direkte tegner Færøerne og Island (og ellers kommer billederne selvfølgelig i gallerietet eller andet tidspunkt). Island var selvfølgelig enormt fascinerende, men jeg havde overhovedet ingen anelse om at vi havde så flotte og idyliske øer i det danske kongerige som Færøerne viste sig at være. En stor overraskelse, og nok ikke helt ufortjent når de af National Geographic er udnævnt til noget a'la verdens mest idylliske og uspolerede ferieøer.

Suk, jeg har nu tusinder billeder fra Mozambique, Færøerne, Island, et par fodboldkampe, Vesterbro Festival, og diverse billeder fra foråret (bl.a. taget i forbindelse med en "kameratest") som jeg skal have "processeret" og uploadet i mit galleri. Ret uoverskueligt når man først kommer bagud og er lidt for meget perfektionist med sine billeder... "Heldigvis" tog jeg til gengæld ikke så mange billeder på en ellers god og hyggelig Roskilde Festival i år. Tror måske at jeg er blevet lidt mæt af at fotografere, eller også var det bare for skræmmende at tænke på at få endnu en stor serie billeder at skulle bruge tid på:-)

PS De seneste indlæg her på bloggen har ofte handlet om billeder. Hvis du abonnerer på Rockland updates via RSS, så har jeg lavet et nyt alternativt RSS feed som oftest inkluderer evt. billeder i indlægget. Det nye alternative RSS feed er egentlig lavet specifikt med henblik på at kunne inkludere billeder når jeg importerer indlæg på min Facebook profil, men er selvfølgelig generelt anvendelig. Både det "almindelige" og det nye alternative RSS feed kan findes på min feeds side.

En simpel forklaring...

 09-06-2008 08:16

Det må være fordi jeg er begyndt at cykle til og fra arbejde...

Makro shots

 08-06-2008 13:32

[foto: Plante (makro)] [foto: Edderkopper (makro)]

Endnu et lille preview af ting der vil blive postet i mit galleri senere. To billeder taget med en nylig anskaffet Canon 500D Close-Up Lens (filter) monteret på min Canon EF 70-300mm f/4-5.6 IS USM zoom.

Det første billede er taget ved 100mm, og det andet ved 300mm hvor forstørrelsen virkelig er stor. Som jeg husker det var edderkoppe "kolonien" ikke større end omridset af en én-krone. Og faktisk var det først da jeg kiggede på motivet i kameraets søger at jeg opdagede at det var små gule edderkopper, og ikke bare nogle frø eller lignende fanget i en lille klump spindelvæv. Jeg formoder det er et lille nyt kuld jeg har taget et billede af.

Hvis nogen er i stand til at artsbestemme enten edderkopperne eller plantevæksten på billederne, så modtager jeg gerne tip. For jeg kan godt lide at have orden i hvad der er på mine billeder:-)

Et 500D filter er i øvrigt en forholdsvis prisbillig og kompakt måde at få en makro tele hvis man allerede har et velegnet objektiv at montere filteret på. 500D anbefales til objektiver i området 70-300mm, men Canon laver også en udgave kaldet 250D optimeret for området 50-135mm. Canons to close-up filtre er lavet som en "dobbelt-linse konstruktion" der skulle give lidt bedre kvalitet end billigere enkelt-linse close-up filtre. Men et filter vil selvfølgelig altid være et kvalitetsmæssigt kompromis, og jeg håber snart lidt mere systematisk at teste dets gode og svage sider. Og i så fald vender jeg selvfølgelig tilbage dertil.

Update 9/6: En Flickr søgning på "yellow spiders" bragte mig på sporet af at det nok er unge korsedderkopper (Araneus diadematus) på det nederste billede, og det har jeg så også fået bekræftet af Christian der har lavet spiderweb. Jeg tænkte at det nok var noget halv-eksotisk når de var så skrigende gule, men korsedderkopper klinger vist lidt for velkendt til dét;-)

Tilde på Vesterbro

 08-06-2008 10:46

[Foto: Tilde på Vesterbro Festival 2008]

TildeVesterbro Festivalen, med et af tidens populæreste instrumenter foran sig. Et "snapshot" fra en af de bedste koncerter jeg så på årets københavnske festival for ny dansk musik.

Jeg har mit drømme-kamera til låns/test i et par uger mod at jeg skriver en lille artikel om det. Og kameraet har jeg så bl.a. brugt til at dyrke lidt intens koncertfotografering på den netop overståede Vesterbro Festival. Så der er mange flere koncert billeder på vej med navne som Anna Rosenkilde, E-bird, Zvok Mescalin, Stupid White Men, Monkey Cup Dress, Shakers Inc, Little Jimmy Reeves, Good Luck Casper, Epicentre, Alex Canasta, Tone, Didium & the Black Bonnie Picture, Ginger Ninja, The Artificial Limbs, og selvfølgelig også flere fra Tilde's fremragende koncert. Men som det gælder generelt med den kæmpe bunke billeder jeg har liggende i kø til sortering og redigering i øjeblikket, så kan der nok gå noget tid før de kommer i mit galleri. Men jeg satser på at poste lidt flere af koncert billederne her på siden på et tidspunkt inden de bliver alt for uaktuelle.

Update 16/7 08: Den omtalte artikel om mit drømmekamera har været online et stykke tid nu. Og til folk der efterlyser flere billeder fra festivalen skal jeg beklage at jeg overhovedet ikke har haft overskud (tid/energi/motivation) til at kigge på dem endnu.

Haps!

 20-05-2008 22:05

[Foto]

En fiskehejre med et lille stykke sushi...

Er langt om længe blevet færdig med at uploade billeder fra en 4 dages safari i Tanzania november sidste år. Så de næste dage er der mulighed for at uploade nogle af de andre billeder fra den seneste tid til mit fotogalleri. Og der er et par gode stykke på vej skulle jeg mene:-) Og så er der en bunke billeder fra Mozambique jeg lige skal finde tid til at smide på senere også...

Selvom vi også så fiskehejren i Tanzania, så er ovenstående billede nu taget her i foråret på et noget så eksotisk sted som Amager.

[Foto]

På en safari jeg var på i efteråret tog jeg bl.a. nogle billeder af et farvestrålende firben. Ét af disse billeder har pixability nu taget fat i og parret med et billede af en påfugl. Med dette ganske fornøjelige resultat til følge:-)

<<< | Forside | Indeks | >>>