Jeg er gammel. Så gammel at man den gang jeg var teenager gik op i god lyd og havde stereoanlæg med store højttalere som fyldte et par af de få kvadratmetre man havde på sit værelse. Sådan er det jo ikke mere, vi lever nu i en tid hvor lydkvaliteten er blevet ligegyldig. I dag er det kun størrelsen der tæller, og det vel og mærke sådan at jo mindre desto bedre. Folk har deres yndlingsmusik som ringetone på deres mobil, og selv det bedste musik lyder af helvede til på de små højttalere der er plads til i sådan en... og afbrydes så tilmed brutalt efter få sekunders afspilning når man tager telefonen. Helt ærlig, er det respekt for musikken? Hvis jeg var musiker ville jeg faktisk blive fornærmet over at høre min musik maltrakteret på den måde...
Men en ting er udstyret man afspiller musikken med. Der vil nok altid også være niche-produkter at få for dem der går op i god lyd. Det er straks værre når det også går ud over råmaterialet, selve musikudgivelserne...
Musikbladet Rolling Stone har med "The Death of High Fidelity" en interessant artikel om hvordan lyden/dynamikken på dagens musikudgivelser "komprimeres" (de lave styrke-niveauer hæves) så numrene kommer til at træde mere ud i radioen og lyde bedre på små højttalere og i mp3-spillere. Og det er ikke kun ny musik det går ud over, ifølge artiklen er der f.eks. også grund til at være på vagt overfor genudgivelser og opsamlinger, incl. den sidste tids udgivelser af den slags med U2, Led Zeppelin og Jeff Buckley.
Nu ved jeg at mange mp3-afspillere og mobiltelefoner allerede har en indbygget "feature" der komprimerer lyden. Fint nok, specielt hvis det kan slås fra (det kan det som regel ikke). Men når det nu kan laves i afspilleren, kunne man så ikke blive enige om kun at foretage komprimeringen dér og så behandle råmaterialet med lidt mere kærlighed og respekt? (selvom det selvfølgelig ikke vil hjælpe på argumentet om at mindre dynamikområde kompenserer for tab af detaljer ved en mp3-komprimerings proces).
Tilføjelse 30/12: Vil bare lige understrege at den komprimering der er tale om i ovenstående linkede artikel ikke har noget med den data-komprimering der sker når man konverterer musik til f.eks. mp3-formatet. Der er derimod her tale om en komprimering der "indsnævrer musikkens dynamikområde" ved at hæve styrken på de svagere dele af musikken. Og problemet er at det rammer alle, inkl. folk der afspiller musikken fra originale CD'ere på et entusiast HiFi-anlæg. Ja faktisk går det nok allermest ud over dem der afspiller musikken på godt udstyr, idet musikken produceres til at gøre et "iørefaldende" og højt førstegangs-indtryk på afspillere af middelmådig kvalitet. Sick...