Sugarcubes debut-plade, og vel egentlig også klart den bedste. Burde stå i enhver Björk fan's samling, men den er vist ikke helt let at skaffe mere (Fik min som US-import igennem Rillen).
Diverse: ZOO Magazine CD sampler 08 (juli/aug 97)
Geneva: Further (1997) *****+
En utroligt stemningsfuld og flot plade. Helt suveræn om aftenen. Kan
måske beskrives som en krydsning af Radiohead (a'la The Bends) og Suede.
Det første mest pga. stemningen, det andet også i høj grad
pga. forsangerens stemme. I forhold til Suede mangler deres numre nok lidt af
deres singlehit potentiale, til gengæld virker pladen uhyre helstøbt,
ja som de sidste par Radiohead f.eks.
Radiohead: OK Computer (1997) *****
Live: Secret Samadhi (1997) ***+
Björk: Telegram (1996) **+
En plade med remixes af numrene på "Post". Jeg har det traditionelt
svært med remix-plader, men da det jo er Björk,
skulle den næsten anskaffes. Der er vitterligt enkelte rigtige gode nye
versioner på denne plade, men som helhed synes jeg nu den er lidt halv-kedelig.
Radiohead: The bends (1995) ******
Set i bakspejlet må 1995 have været et utroligt godt musik-år.
For mit vedkommende er der bare mange af pladerne jeg først har opdaget
senere. Herunder dette flotte og intense mesterværk fra Radiohead.
Faith no more: Angel dust (1992)
Faith no more: The real thing (1989)
Robert Plant: Fate of nations (1993) ****
Pink Floyd: Dark side of the moon (1973, remastered 1992/94)
Monrad & Rislund: Knepper De ? (1996)
Garbage: Death disco (Live bootleg, recorded 1995-1996) ***
Björk: Hyper (Live bootleg, recorded 1995) ****+
Smashing Pumpkins: The world is a vampire (Live bootleg, recorded 1995) ***
3 bootlegs ("pirat" live-optagelser) med 3 af de, efter min
mening, mere spændende navne i de senere år. Det
høres til tider at det er piratplader, i hvert fald
på et par af dem, selvom lydkvaliteten af selve
optagelserne egentlig for det meste er udemærket. Men kendetegnende
er det, at det ofte er komplette uredigerede koncertoptagelser,
incl. uheld og specielle ting undervejs, som ødelægger
helhedsudtrykket af nogle ellers gode optagelser. Således ryger
strømmen (Men kun til lyset, ikke lyden) kort inde i det tredie nummer
på Smashing Pumkins pladen, så bandet holder op med
at spille, og der går så tre minutter hvor man
kan høre at der bliver rodet rundt på scenen og Billy
gå og småsludrer og smågriner lidt (irriterende grin),
før de starter forfra på nummeret igen. Det burde efter
min mening være klippet ud. De sidste par numre med Cheap Trick
som special guests virker også lidt malplacerede, synes jeg.
Også på Garbage pladen er der et par ting der irriterer mig.
Først og fremmest er der en fejl på optagelsen (masteringen ?)
som får det til at lyde som om CD'en går i hak et lille
stykke inde i første nummer efter introen, så et lille
stykke gentages 5-6 gang. Om det er derfor de
på coveret kalder nummeret for et "remix" (Underlig betegnelse
på en live-plade i hvert fald) ved jeg ikke, det kunne også
være fordi at lige dét nummer (Queer) er i to versioner på
pladen, optaget ved to forskellige lejligheder, men de er vitterlig
forskellige, så det er ok. Det meste af pladen er optaget ved
samme koncert, men der sluttes af med to gange tre numre optaget ved
to andre koncerter. Det er med Queer som undtagelsen, uden gengangere
fra første del af pladen, men jeg synes ikke det er ikke redigeret
sammen på en sådan måde at pladen får en naturlig
finale som ved en koncert. Selvom de alle tre er udemærkede plader,
trods irritirationsmomenterne, så er Björk-pladen nu den suverænt
bedste. En udemærket optagelse af en fuldstændig
suveræn koncert. Eneste negative kommentar er det alt for
høje bas-niveau på optagelsen. Skruer man lidt op, som man
nu bør når det nu er en live-optagelse, kan man hurtigt
få smadret sine højttalere hvis ikke samtidig man skruer
godt ned for bassen. Så kan det iøvrigt heller ikke svare sig
at høre pladen på et dårligt anlæg, de mange
underlige og dybe lyde kan lyde meget grimt og rungende siger min
erfaring med kollegiekøkkenets discount MIDI-anlæg.
Men fuldstændigt uforståeligt at der ikke er kommet en
officiel live-plade med Björk, når en pirat-optagelse kan
være så god. De største højdepunkter er efter min
mening en beskidt og larmende version af "Enjoy", samt finalen med en heftig
rykkende version af "Violently Happy", det nye ukendte "I Dare You" (Dukker
op igen på 1997 udgivelsen "Homogenic" under navnet "5 Years"), og de
to forholdsvis sparsomt arrangerede versioner af først "It's Oh So
Quiet", hvor blæserne er udskiftigt med heftig percussian, og til
sidst "Big Time Sensuality" med bl.a. et meget effektfuldt "kirkeorgel".
Sugarcubes: Stick around for joy (1992)
Diverse: Gå ikke over sporet - DSB 150 års jubilæums CD (EP 1997)
Foo Fighters: The colour and the shape (1997) ****
Supergrass: In it for the money (1997) *****
Kula shaker: K (1996) ***
Man kan nok ikke beskylde hverken Foo Fighters, Supergrass
eller Kula Shaker for at tegne rockens fremtid, men de leverer
alle en gang medrivende rock. Kula Shaker
er direkte tilbageskuende med deres 60'er syre trip og Indiske
inspiration. Alligevel er det en CD jeg har overvejet at købe
faktisk lige fra da den udkom, men hele tiden har tvivlen om man ikke
lige så godt kunne gå på biblioteket og låne
nogle gamle 60'er plader holdt mig tilbage. Men nu overgav jeg mig
altså. Jeg betragter det nu mest som en sjov lille ting, selvom
der er flere numre som er rigtig fede i radioen, fanger pladen mig
som helhed nu ikke umiddelbart helt så meget. Selvom Supergrass
ikke direkte er så tilbageskuende, er der en på en eller
anden måde lidt gamnmeldags lyd over den, men i høj grad
grænsende til det tidsløse. Meget fængende i
længden, og nok den bedste i denne trio. Foo Fighters lyder
rimelig moderne, men ikke 'in' eller fremadskuende. Først og
fremmest er det også en gang medrivende rock de leverer, og en
stærk opfølger til den også udemærkede debut
fra 1995.
Depeche mode: Ultra (1997) ****+
Diverse: ZOO Magazine CD sampler 07 (maj/juni 97)
Soundtrack: Music from Twin Peaks (1990)
Tjaa, jeg har allerede Julee Cruise's glimrende "Floating into the
night" hvor alle numre også er skrevet af Angelo Badalamenti og
David Lynch. Men det officielle soundtrack er nu også ret
godt, selvom der selvfølgelig er nogle gengangere på
fra "Floating...". Og soundtracket er jo også på tilbud
i øjeblikket.
Diverse: ZOO Magazine CD sampler 06 (marts/april 97)
U2: Pop (1997) ****+
Lad det være sagt med det samme, at jeg synes single-forløberen
"Discothéque" var lidt halv-gyselig og ucharmerende. Så
jeg har bestemt ikke haft de helt store forventninger til pladen hvorom det
er blevet sagt at U2 denne gang primært har hentet deres inspiration
fra dance-genrene. Det synes jeg nu ikke høres så tydeligt.
Der er da et par numre der tydeligvis har hentet inspiration der, men
jeg synes slet ikke det dominerer pladen på samme måde som
singlen.
De første par gange jeg hørte pladen fangede den mig nu ikke voldsomt alligevel, men efterhånden får man ørene op for mange gode numre. Måske er det overraskelsen over hvor afdæmpet pladen egentlig er, der lige skal fordøjes først. Pladen er af mange anmeldere blevet kaldt U2s bedste. Det mener jeg nu stadig klart er The Joshua Tree og nok også efterfulgt af Achtung Baby. Jeg synes stadig der er for mange middelmådige numre på den nye til at den helt når det niveau. Jeg har i hvert fald svært ved at se det som en klassiker på samme måde som The Joshua Tree, men den betragter jeg nu nok også for 80'ernes bedste rockplade. Men forventningerne er jo også store når det er U2, og Pop da nok, trods mine forbehold, et af årets hidtil bedste udgivelser.
Sort Sol: Diamond wind (EP 1997)
Seneste fra Sort Sol. En 10" vinyl-EP med 4 numre. Jeg har givet 200 kr.
for den, men så er det også nummer 186 ud af 500
nummerede eksemplarer.
luksus: luksus (EP 1997) *****
Det vrimler med spændende danske udgivelser i
øjeblikket. Dette er en mini-CD med 6 numre fra dette
debuterende band. Det er sikkert letsindigt at sige den slags, men
det første nummer "Particulary lucky", lyder altså for
mig som noget der kunne gå direkte ind på toppen af den
engelske independent chart (Nåja, i hvertfald for nogle
år siden, før trenden i England hed britpop og
trip-hop) ! Og der er flere rigtig gode numre
på. Jeg var faktisk ved at falde ned af stolen af begejstring
første gang jeg hørte den. Minder en del om en anden ny dansk spændende udgivelse, nemlig Lovebites'.
Veruca Salt: Eight arms to hold you (1997) **+
I forhold til debutalbummet "American Thights" fra 1994, er de nu
noget tungere og lidt hårdere i lyden, men nærmest lidt
"stadionrock"-agtigt og egentlig ret poleret. Der er et par rigtig gode numre på,
men alt i alt synes jeg nu nok at der er gået en stor del
af charmen af undervejs. Hvis jeg skulle værre lidt grov,
så kunne det ind i mellem lyde som en hårdere udgave
af Spice Girls, men så er jeg vist også meget grov,
og lidt uretfærdig trods alt :-) (Men jeg synes selv
sammenligningen er meget sjov, så den får lov at
stå lidt endnu, retfærdig eller ej ! :-) ).
Cocteau Twins: Milk & Kisses (1996) ****
Cranes: Population Four (1997) ***
Blur: Blur (1997) ****+
Blur anno 97 har ikke meget med Blur fra de sidste par polerede
hit-plader at gøre. Men da jeg aldrig rigtig blev fanget af
de forrige gør det mig ikke noget. Det var da meget fedt at
høre et enkelt hit i radioen nu og da, men en hel plade kunne
jeg aldrig rigtig klare på en gang.
Men nu har Blur ændret radikal stil og det med stort held. Jeg skulle lige bruge et par gennemlytninger før den helt slog sig helt fast, der er mange lidt specielle numre derpå. Men nu synes jeg der en af øjeblikkets bedste plader.
Maria McKee: Life is sweet (1996) *****
Man kunne måske sammenligne lidt med Alanis Morissette, men
det er næsten synd, for Maria McKee er en gammel rotte,
og betragte hende som et "Alanis-efterspin" ville derfor klart
være en misforståelse. Skal man absolut sammenligne med
Alanis (Ja, jeg bragte det jo selv på bane) så må
Maria være som en mere moden og voksen udgave af Alanis. Maria
McKee har på tidligere plader ofte været meget inspireret
af country, men det har hun lagt bag sig her. Gudskelov efter min
mening, country er ikke lige mig.
Psyched Up Janis: Beats me (1997) *****
Det er måske ikke det mest hippe og moderne Psyched Up Janis
præsenterer denne gang. Sidste gang var de jo forholdsvis
hurtigt med på grunge-bølgen. Denne gang udmærker
de sig mere med en tidsløs sound. Og det gør de så
godt at jeg mener det er en af de bedste danske plader jeg har
hørt længe. 16 små guitar-perler, både
smukke og larmende. Der mangler måske lige super-hittet som
kan give dem deres store kommercielle gennembrud. Men har man
først hørt pladen et par gange, er den ikke til at
komme udenom igen. Dejligt med en rockplade med masser af
støjende guitarer, den slags plader har der ellers ikke
været for mange af på det sidste, siden grunge var hittet.
Billedet er taget fra Søren Kristiansens Psyched Up Janis side.
Eels: Beautiful freak (1996) ****
Sneaker Pimps: Becoming X (1996) ***+
Kan måske beskrives som noget lignende en mellemting
mellem Tricky og Garbage. De meget "maskinerede" arrangementer
kan til tider virke lidt kolde og upersonlige, som de
elektriske kredsløb på coveret. Oftest er de
numre hvor der er blevet god plads til akustisk eller
elektrisk guitar i arrangementerne de bedste. Der er ligesom
lidt mere sjæl og liv i dem. Efterhånden er jeg
blevet ret glad for pladen, men den når nok ikke helt
samme højder som nævnte Tricky og Garbage.
Lovebites: Nothing but joy (1997) ****
Et dansk svar på Cocteau Twins, tilsat lidt Dolores O'Riordan
(Cranberries) -agtig vokal og lidt The Cardigans kitch og easy
listening. Meget lovende.
De Skrigende Halse: Testament for Ronni (1997)
Lidt sejt. Dog lidt anstrengende i længden med et 73 minutter
langt "hørespil". Musikken er ret fed, meget a'la lidt
ældre Sort Sol (og Peter Peter er jo også med, "Peter
Peter Peter" kalder de ham i øvrigt :-) ).
Nerve: Speedfreak Jive (1996)
Rart at høre en dansk gruppe som virkelig prøver at
udforske nye veje. Desværre synes jeg bare ikke rigtig at det
lykkes dem at skabe en plade som rigtig for alvor fænger. Men der
er absolut potentiale, så måske næste gang.
Diverse: ZOO Magazine CD Sampler 05 (jan/feb 97)
Nirvana: Suicide solution (Live bootleg, recorded 1994)
Pirat live-CD med en meget usmagelig titel. Bortset fra det er den
faktisk ret god. Den første "bootleg" CD jeg har investeret i,
og jeg er ikke skuffet. Jeg var derimod umiddelbart lidt skuffet over
den officielle Nirvana live-CD "From the muddy...", måske mest
fordi jeg havde ventet noget andet; nemlig en mere sammenhængende
formidling af en live-oplevelse. Og her synes jeg faktisk denne bootleg
er væsentlig bedre end den officielle live-CD, selvom lyden
måske oghså er lidt tynd i forhold til den officielle live-CD.
Pladen er optaget ved en koncert i Milano februar 1994, og det skulle senere vise sig at være deres sidste hele koncert. Men dét, og den gyselige titel som jo nok er inspireret heraf, gælder det bare om ikke at tænke på.